Tudefjæs!

… er vidst bare et andet ord for at være sensitiv.

At sidde i undervisning, hvor der bliver vist en video med en mand der er blind, og har et skilt ved sin side, hvor han, vel i bund og grund tigger om penge.. folk smider mønter omkring ham, men det er ikke nemt for ham at se hvor de lander. Så kommer der en velklædt kvinde forbi, og ser hans skilt og skriver på den. og går igen. Efterfølgende kommer der mange flere mønter til ham og de bliver lagt så han kan nå dem. Kvinden kommer tilbage og manden spørger, hvad hun gjorde ved hans skilt (han kunne genkende hende ved at mærke på hendes sko). Så ser man at der står på skiltet “det er en smuk dag, det er bare en skam jeg ikke kan se den”.. også er tudefjæs her, helt fyldt op med vand..

Jeg har altid haft nemt til tåre, altid haft nemt ved at blive påvirket. Men det har virkelig accelereret her det sidste år! Jeg kan ikke se videoer som det, eller se et pindsvin i vejkanten der er kørt over. Jeg kan ikke se videoer fra da jeg var barn! Jeg vræler som en baby!

Når jeg er hjemme ved mig selv, er det ikke noget problem, så lader jeg det få fuld go-daw! jeg lader vandet komme. MEN, når jeg er i sociale sammenhænge, som undervisning eller ude i byen med veninder, SÅ er det virkelig en ulempe!

Jeg har sågar, en næse der stopper helt til, når jeg snakker om noget der påvirker mig, altså gør mig ked af det eller, hvis det er en presset situation med nogle der står mig nær, så stopper jeg helt til! det er næsten en stående joke. Min mor siger hver gang hun hører mig snøfte snottet ind i næsen igen “Nå, gjorde det dig ked af det?”, selvfølgelig med et smil 🙂

Men det er i bund og grund, virkelig et punkt som gør, at jeg ikke rigtig føler mig 100% tilpas. Jeg vil altid være få øjeblikke fra at hyle.. Selv hvis der er en bil der tale-gater mig når jeg kører på landevej, det kan også få mig til at hyle lidt…

Nogle fif til at få det til at gå væk?

 

xo

N